-
»Wow«: Danske virksomheder sætter ny rekord
Source: BDK Finans / 06 Sep 2024 03:58:55 America/New_York
Det er fuld damp på kedlerne hos de danske virksomheder inden for industrien, der bliver ved med at overraske positivt. Alle tegn på krise kan foreløbig godt afblæses. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik. Tallene viser, at fra juni og til juli tog industriproduktionen et gevaldigt hop med en fremgang på 7,3 procent. Det er rigtig gode tal for hele den danske økonomi, og den ekstra gode nyhed er, at det denne gang ikke kun er medicinalgiganten Novo Nordisk, som trækker læsset. Fremgangen for industrien er meget bredere funderet. Derfor er der også stor glæde at spore blandt de økonomer, som kommenterer tallene. »Wow for en massiv stigning i industriproduktionen i juli. Den kraftige stigning betyder samtidig, at den samlede produktion i industrien slår ny rekord,« skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre. Cheføkonom i Danske Bank Las Olsen lægger ikke skjul på, at tallene viser et helt andet billede, end han havde ventet. »Det så ud til, at sommermånederne skulle være tidspunktet, hvor industrivirksomhederne rundt om i verden endelig kunne få noget reel fremgang oven på et par sløje år med rentestigninger og anden modvind. Sådan gik det bare ikke,« skriver Las Olsen. Mere bredt funderet Produktionen i industrien er nok ikke det, som de fleste danskere lægger mærke til, men det er en af de helt afgørende nøgler til vækst og fremgang i den danske økonomi. Derfor er de nye tal gode nyheder langt ud over virksomhederne i industrien, og den meget bredere fremgang ses af, at der ifølge tallene fra Danmarks Statistik er fremgang i otte ud af 12 underbrancher. »Dansk industriproduktion har været den altoverskyggende solstrålehistorie i dansk økonomi de seneste år. Og hvor det tidligere var udelukkende medicinalindustrien, der træk læsset, er fremgangen generelt mere bredt funderet,« skriver cheføkonom i Nykredit Palle Sørensen i en kommentar til tallene. Som tidligere beskrevet i Berlingske har vi haft en fremgang i bruttonationalproduktet, BNP, på to procent, men hvis man trækker medicinalindustrien ud af de tal, er aktiviteten faktisk faldet. Men meget tyder således på, at det ikke længere er tilfældet. Ren idyl er det dog ikke helt. Der er stadig 35 procent af virksomhederne, som er begrænset af manglende efterspørgsel. Det er dermed den største hæmsko for ny fremgang i industrien. Omvendt kom der fredag også andre gode nyheder fra Danmarks Statistik. I august var der 214 konkurser blandt de danske virksomheder. Det er lidt højere end juli, men stadig på et meget lavt og stabilt niveau. Dagens tal fra underbygger også, at spådommen fra henholdsvis Jeppe Juul Borre og cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen tilbage i august her i Berlingske kan komme til at holde. De to økonomer mener, at jobfesten fortsætter hen over efteråret med ny fremgang i beskæftigelsen. https://www.berlingske.dk/oekonomi/wow-danske-virksomheder-saetter-ny-rekord